+45 40 80 70 40

support@infowise.dk



Sara blev hacket

okt 3, 2023 | Nyheder

Det er altid ”de andre”, det sker for. Sådan er der nok mange, der tænker, når snakken falder på hacking, IT-sikkerhed og digital IT-kriminalitet. Men ”en af de andre” blev Sara Szweda, da hun tidligere på året fik hacket sin Facebook-konto og personlige mail af ukendte IT-kriminelle. 

Til daglig er Sara marketingansvarlig for Midtfyns Bryghus  og er derfor naturligvis til stede på de sociale platforme. Og som mange andre var Sara også koblet på virksomhedens SoMe-platforme med sin privatmail og adgangskoder.

– På en helt almindelig arbejdsdag får jeg så pludselig et screenshot fra en kollega, der fortæller mig, at mit navn og billede er blevet ændret på Facebook. Jeg har ingen adgang til Facebook længere, og desuden har hackerne også fået adgang til min private mail. Så dér begynder jeg at blive en smule bekymret, fortæller Sara Szweda.

Hackernes adgang til Saras personlige Facebook-konti og hendes private mailboks har indirekte betydning for Midtfyns Bryghus, da Sara var koblet på virksomhedens SoMe-platforme med sine personlige konti.

– Pludselig har hackerne, via min Facebook-side, anmodet om adgang til Midtfyns Bryghus’ Facebook-side, og så begynder det for alvor at være skidt. For nu får de adgang til vores Ads Manager og kampagne-opsætning. Der gik jeg hurtigt fra bekymret til ”Shit, det er alvorligt det her”, fortæller Sara Szweda.

Det viser sig efterfølgende, at hackerne får adgang til Midtfyns Bryghus’ Facebook-side og begynder at sætte kampagner op i bryghusets navn. Kampagner om alt andet end lækker lokalbrygget øl og kampagner, der skal lokke andre til at trykke på annoncerne og derved lokke endnu flere uskyldige folk i en fælde.

– De brugte os indirekte til at snyde andre, og her måtte jeg kaste håndklædet i ringen. Jeg fik hjælp af gode rådgivere hos Infowise, og jeg havde også direkte fat i Facebook for at få stoppet hackingen. Heldigvis endte det kun med, at hackerne nåede at trække 132,- kroner på vores betalingskort. Så heldigvis skete der ikke mere skade for Midtfyns Bryghus. Men hackerne har været forbi min private mailkonti, og den dag i dag aner jeg ikke, om de har fået oplysninger med derfra, der kan bruges til noget, fortæller Sara Szweda, som mærker, at oplevelsen stadig har personlige konsekvenser.

– Jeg har lært helt vildt meget af det her. Den helt simple lære er: Det kan ske! Også for dig. Det er jo som at låse døren derhjemme, når du går i seng. Er det sikkert? Kan folk ikke komme ind i dit hus, hvis de virkelig vil det? Efter den her oplevelse er jeg dagligt inde og tjekke log-ind på Facebook og IP-adresser, så jeg er sikker på, at ingen andre end mig selv bruger min profil. Det er ganske ubehageligt at vide, at du har haft ubudne gæster, og faktisk ikke være sikker på, at de er gået igen, eller hvad de har taget med sig, siger Sara, Szweda. der også fortæller, at Midtfyns Bryghus har lavet en lang række procedurer, der skal sikre imod fremtidig hacking.

 

Gør noget ved det allerede nu 

Få hjælp til at aktivere to-faktorgodkendelsen på dine digitale tjenester via guiden fra sikkerdigital.dk