Er din virksomhed beskyttet i mod virus?

Gert Christiansen
Infrastruktur Information
Virus Trojan Spyware Signpost Showing Internet Or Computer Threa

Foto: Colourbox

PC-sikkerhed er et emne, der endnu engang er på dagsordenen

Få overblikket over de forskellige trusler her:

En nylig undersøgelse lavet af  Komputer for Alle, viser, at kun 56,8 procent af danskerne beskytter deres PC mod andet end virusangreb. Det er en begyndelse, men tallet er langt fra højt nok, særligt hvis man ser på antallet af forskellige angrebstyper, der fyger rundt på internettet netop nu. Få overblikket over de forskellige trusler, og hvordan de kan bekæmpes, her.

Ransomware

Denne type trussel kan sjældent fanges af almindelige antivirus-programmer, og derfor er den særligt lumsk. Et angreb foregår typisk ved, at hackere skaffer sig adgang til eksempelvis virksomheder eller myndigheders IT-systemer og fastlåser filer og andet data. Offeret for angrebet kan først få adgang til dem igen ved at betale en løsesum. Det samme kan ske for privatpersoner. For virksomheder og myndigheder kan det være ekstra farligt at blive udsat for angreb med ransomware, fordi det tit er umuligt at genskabe tabt data. Derfor er det vigtigt at beskytte sig ordentligt mod disse angreb – antivirusprogrammer er ikke altid nok. En måde at beskytte sig på er ved at lave en grundig og løbende ekstern backup, så man er sikker på, at man altid kan genskabe data. Derudover kan det være en god idé at have et ordentligt mailscanningssystem, som kan opfange udefrakommende virus, der bliver sendt via email, som ransomware ofte gør.

Spyware

Spyware er en samlet betegnelse for forskelligt farligt software, der uden din accept overvåger og opfanger din online færden. Spyware kan for eksempel opsnappe dine kreditkortoplysninger og sende dem videre til tredjepart uden godkendelse. Spyware kan også være i form af pop-up reklamer eller cookie-tracking, hvilket dog oftere kaldes adware, og ikke har ulovlige hensigter. Man kan undgå spyware ved at installere anti-spywareværktøjer. Internetbrowseren Internet Explorer er særligt sårbar i forhold til spyware, så det kan også være en god idé at vælge en mere sikker browser, eksempelvis Google Chrome eller Firefox.

Phising

Phising opstår, når hackere forsøger at narre følsomme oplysninger ud af brugeren, for eksempel via falske emails, der inficeret med virus. Et eksempel på phising kan være et falsk anti-virusprogram, der kræver dine kontooplysninger for at kunne beskytte din computer. Vær derfor opmærksom, når mistænksomme e-mails eller softwareprogrammer beder dig om private oplysninger, eksempelvis kontooplysninger.

Orme og trojanske heste

Orme og trojanske heste er to meget udbredte virustyper. Orme er kendetegnet ved at kopiere sig selv og sprede sig fra for eksempel computer til computer. Et virusangreb fra en orm eller en trojansk hest mærkes ofte ved, at computeren bliver langsom og at visse programmer ikke længere fungerer. Angreb fra en trojansk hest kan snige sig ind på din computer via andre programmer og skade din computer. Det er vigtigt, at du downloader et antivirus-program, der kan bekæmpe både trojanske heste og orme og at du samtidig sørger for at have en firewall installeret, der kan blokere for udefrakommende vira.